Om spillets
Aldersgrupper
Der er tre aldersgrupper, som bruges af de overnaturlige i alle Tusmørkesamfund.
Aldrene er overordnet set med til at vise, hvor længe en rolle har været overnaturlig, hvor meget menneskelighed, der er gået tabt, og hvor meget ansvar rollen bærer i samfundet.
Du vil blive bedt om at prioritere rækkefølgen af dit ønske blandt nedenstående Aldre senere. Find gerne favoritter, men hold dig åben over for alle mulighederne ^^
Hver overnaturlig Art vil have én Ældste og en nogenlunde lige fordeling af Unge og Erfarne.
Regelteknisk bliver karakterernes evner baseret på et skjult point-system. Alle karakterer vil have lige mange point at gøre godt med, og Aldrene vil definere, hvordan karakterens point lægges.
(Udvidede beskrivelser af dem kan findes på facebook-siden under #Aldersgrupper)
De Unge
Som Ung har du kun nyligt oplevet din overgang til det Overnaturlige og har dermed stadig dine fødder plantet solidt i din den menneskelige verden. Du føler måske endda stadig, at du faktisk er et menneske, og muligvis søger du stadig en vej tilbage til den verden, som du nyligt har forladt. Du forstår dårligt nok, hvad du er blevet til og ved kun det mest basale for at sikre din overlevelse.
Din etik er, som den var i menneskelivet. Stadig uændret.
Den overnaturlige verden er endnu et skræmmende sted, men også fuld af overraskelser, eventyr, hemmeligheder og mysterier, som kan udforskes. Du har ikke ret meget at skulle have sagt, og de Ældste og Erfarne udnytter dig til at opnå egne mål. Du har værdi som værktøj eller lærling, og dét sikrer din overlevelse. Men det begynder at gå op for dig, at de ældre heller ikke kan undvære dig; din forbindelse til menneskene er lige nu en vigtig nøgle for deres overlevelse.​
Spil en af de unge, hvis du vil udforske et eventyr fra bunden af. Du ved fra start meget lidt, og alle mysterier ligger åbne for dig. Du vil interagere med menneskeverdenen på vegne af de ældre og opleve at blive både brugt og misbrugt af deres magt.
Regeltektisk bliver de Unge meget ressourcestærke i menneskenes verden. De har dog kun få overnaturlige evner og meget lidt viden om samfundet. Til gengæld plages de kun i mindre grad af sin sult under spillet og behøver ikke at have fysiske mutationer (de kan ligne mennesker).
De Erfarne
At se mennesker leve deres daglige liv virker surrealistisk for dig. Du har oplevet en del siden din Overgang til det overnaturlige, og selvom du husker at have levet det samme menneskeliv med daglige vaner, skole, familie, job, fester og venner, begynder de ting at betyde mindre. Mange mennesker er ignorante, og flere af deres 'problemer' virker som småting ved siden af det, du skal kæmpe med. Det er blevet sværere at relatere til dem, og det er begyndt at blive besværligt for dig at gå iblandt dem.
Du begynder at forstå din Arts kultur og traditioner, men forstår ikke nødvendigvis det dybe ophav til jeres eksistens. Du er mellemleddet mellem de Unges naive menneskelighed og de Ældstes monstrøse sandhed og styrke, og det er dit lod at være deres bindeled... for de har svært ved at forstå hinanden, og deres etikker lægger grund for konflikt. Brug de Unge, for det er din ret, og frygt de Ældste, for de er din overmand.​
Som Erfaren vil jeg gerne, at du kan relatere til begge sider af menneskelighedens mønt. Du spiller en rolle, som har vist dig værdig til en vis grad af tiltro, og som de Ældste også bærer lidt forventninger til. Du kan blive bedt om at udføre opgaver, oplære de Unge eller udnytte dem.
Regelteknisk får du lidt mere viden end de Unge og også flere ressourcer i den overnaturlige verden, mens dine menneskelige ressourcer er svindende. Dine overnaturlige evner er stærkere end de Unges, men du betaler prisen med lidt flere overnaturlige træk og en større sult at stille under spillet.
De Ældste
Enten er du født overnaturlig og har aldrig mærket menneskelighedens varme, eller også er det længe siden, du forlod deres uvidende, naive verden. Mennesker kan være dit kvæg, som lever for at blive slagtet, når du har brug for føde; de kan være dine fjender i legen som kat og mus; de kan være uskyldige lam eller kæledyr, som skal pakkes ind i en fold og beskyttes som en del af dit territorium... men de er ikke som dig, og de er ALDRIG over dig. Alligevel har du brug for dem og lever af dem.
Du er en manifestation af de overnaturliges mystik og skyggesiden, som drager de nysgerrige - og samtidig monstret, som alle børn frygter. Du kan ikke længere gå iblandt mennesker, for du er et monster udenpå og indeni... Du er nødt til at bruge de naive og inkompetente Unge til at manipulere verden og få de Erfarne til at guide dem. De skal til gengæld bruge dig for at forstå hvem og hvad, de bliver. Du kender den overnaturlige verden og ved mere om dit eget folk end nogen anden - og viden er den største magt i Tusmørkesamfundet.
Som Ældste forventer jeg, at du vil være en figur med autoritet, som trækker i historiens tråde. Din opgave er ikke at løse problemer selv, selvom du har magt. Din rolle er at være lederen, der uddelegerer opgaver - igennem tvang eller diplomati. Du bringer farver af monstrøsitet til settingen, bliver en kontrast til menneskeheden og er den, som de andre frygter eller ser op til. Men vid, at der er større fisk i dammen end dig ude i verdenen.
Regelteknisk har De Ældste ingen ressourcer i den menneskelige verden. Til gengæld har de rigtig meget viden og de stærkeste overnaturlige evner. De har dog også den største sult at stille og flest overnaturlige træk. Der er højere forventninger til overnaturligt kostume.