top of page
Sne Bjerge Foto Facebook Cover.png

Om Tusmørkesamfundet

Tusmørkesamfundet, dets opståen og dets virke er indhyllet i mystik. Det er ikke alment kendt, hvorfor samfundet opstod, eller hvem der skabte det. I over hundrede år har konceptet om Tusmørkesamfund alligevel spredt sig over verden, og det er størst i Norden, England og USA. Før sørgede hver overnaturlig for sig selv, men i vore dage samarbejdes der om overlevelsen. Måske fordi vi er nødt til at følge med menneskenes udvikling? Er vi nød til at samle os, fordi de gør det?

Uanset hvor i verden man kommer hen, består samfundet primært af varulve, vampyrer, hekse, fefolk og skiftere. De 5 faste stammer. Væsner derudover lukkes ind i ny og næ, men de betros sjældent med vigtige titler, selvom det på overfladen ikke er en lukket klub.

De overnaturlige i verden bliver færre og færre og i højere grad tvunget til at leve blandt menneskene. De har ikke længere råd til at slå hinanden ihjel over små uoverensstemmelser, og hvert overnaturligt liv anses for en brugbar ressource for samfundet.
I Danmark er over halvdelen af alle overnaturlige en del af Tusmørkesamfundet.

Tusmørkesamfundets officielle symbol er en ravn.

Titler i Samfundet

Tusmørkesamfundet har nogle titler til udvalgte medlemmer, som bærer særligt ansvar og mere magt end andre af sin alder i samfundet.

Det fulde ansvar og dets beføjelser kan du finde i det in-game dokument om Tusmørkesamfundets Love.

1.png

Ravnenes Herre

Ravnenes Herre anses som den højeste titel i Tusmørkesamfundet. Den er Ravnerådets leder og afgør den endelige dom, hvis Rådet ikke kan finde enighed i sine sager.

Farve: Lilla med Guld.

2.png

Ravnerådet

Tusmørkesamfundet ledes af et Råd bestående af fem Ældste; én fra hver overnaturlig art. De er dommere på alle retssager, tager sig af vigtige beslutninger og bestemmer samfundets lokale love.
Farve: Rød med guld.

4.png

Slørets Mester

Slørets Mester er specialist i at reparere Sløret, når det brydes, og holder dermed samfundet under menneskenes radar, når de overnaturlige fucker op.

Slørets Mester er en titel givet til en Erfaren Borger.

Farve: Blå med sølv.

7.png

Retsskyggen

Retsskyggen er Samfundets efterforsker og privatdedektiv. Hvis en overnaturlig hændelse skal undersøges, eller der skal findes beviser til en retssag, er det Retsskyggen, som man skal have fat i.

Retsskyggen er en titel givet til en Erfaren Borger.

Farve: Grøn med kobber.

5.png

Vævere

Væverne er de loyale hjælpere til Slørets Mester. Væverne er ressurcefulde Unge med tråde til det menneskelige samfund, som kan forblænde deres øjne for den overnaturlige gøren.

Farve: Sølv med sort.

6.png

Blodhunde

Blodhunde er Unge og Erfarne borgere udnævnt af Retsskyggen til at være dennes personlige hjælpere i efterforskningen.

Farve: Kobber med sort.

3.png

Herold

Herolden er Ravnerådets glorificerede sekretær. Herolden annoncerer nyheder fra de Ældste, hvis de har travlt; afleverer vigtige beskeder og dokumenter for dem; og hjælper borgerne med at booke tid til at møde dem. Herolden er Ung.

Farve: Guld med sort.

8.png

Foged

Fogeden styrer et område land, hvorpå de andre Borgere kan jage ved Fogedens godkendelse. Han holder styr på, hvor meget et område belastes, så det ikke tiltrækker en Jægers opmærksomhed. Hvert område har også en fordel, som en foged kan trække på.

Farve: Gul med rød.

9.png

"Udskud" er en titel, som kan pålægges en Borger som straf, hvis denne har brudt Tusmørkets love. Udskud afsoner sin straf ved at være 'til rådighed' for alle Tusmørkeborgere med en magttitel som en slags samfundstjeneste og udnyttes oftest hårdt, indtil gælden er tilbagebetalt.

Farve: Grå med sort. 

Udskud

Tusmørkesamfundets love

Vores eksistensgrundlag:

Industrialiseringen har trukket menneskene sammen til byerne. Deres udvikling har taget et nyt spring, og trods deres uenigheder har deres evne til koordinering og vidensdeling bragt dem i et farvand, hvor ingen grænser skiller dem. De er en forenet magt, som fortrænger det overnaturlige til samfundets skjulte kroge. Med de nye Tusmørke-samfund, vil vi tage del i deres styrker og sikre vores eksistens; vi vil knuse de Jægere, som vil knuse os. Vi vil inddele jagtmarkerne i territorier og holde øje med bestanden af vores føde, så vi ikke drager uønsket opmærksomhed til os. Vi skal samarbejde om at opretholde Slørets Løgn for mennesker, så de ikke finder os og udrydder os, men samtidig skal vi herske og vise os som de overlegne rovdyr.
De unge vil leve med menneskene, de Ældste vil huske vores traditioner og de overnaturliges sande veje, og de Erfarne vil tage ansvaret for at forbinde de to verdener. Enhver Overnaturlig, som ynder at være en del af Tusmørkesamfundet, skal bydes velkommen og yde sin del til, at det fungerer.

 

Lov 1: Beskyt Sløret

Vores eksistens skal holdes skjult for menneskene. Trods vi er dem overlegne i styrke, er de os langt overlegne i antal, og deres skrøbelige sind gør dem desperate og aggressive – og dermed farlige. Det er set før: Finder Jægerne først én overnaturlig, helmer de ikke før de har ryddet op. Derfor spinder vi Slørets løgn om menneskene, så de ej får sandheden at kende.

  • Det er den enkelte Overnaturliges ansvar at opretholde Sløret.

  • Skulle en Overnaturlig Borger bryde Sløret, forventes det, at vedkommende rydder op efter sig selv.

  • Kan Borgeren ikke selv dække sine spor, skal denne kontakte Slørets Mester for hjælp. Slørets Mester og Væverne skal herefter slette eventuelle vidner, optagelser og spor. Hvis Slørets Mester retter op på Borgerens fejl, skal Borgeren skylde Slørets Mester en tjeneste. Hvis bruddet er tilstrækkeligt stort, kan Slørets Mester foreslå de Ældste i Ravnerådet, at Borgeren bør straffes for sine overtrædelser.

  • Hvis en Tusmørkeborger overtræder Sløret og ikke dækker det eller melder sig til Slørets Mester, skal denne straffes hårdt, da det undergraver samfundets samarbejde.

  • En undtagelse for Slørets Lov er, at en helt Ung overnaturlig ved sin Overgang typisk laver et lille brud på Sløret. Dette bør ses på med milde øjne, da denne endnu ikke er under loven.

  • Slørets Løgn skal blænde alle mennesker, som ikke er Trælle. Hvis et menneske lærer ægte Viden om det Overnaturlige, skal det enten gøres til Træl, gøres Overnaturlig eller aflives.
    Selvom Trælle er Overnaturliges ejendom, bør viden til dem også begrænses.

  • Gentagne brud på Sløret er meget farligt for vores samfund og bør straffes hårdt.

Lov 2: Viden er magt.

Viden er magt.

  • En borger i Tusmørkesamfundet har først og fremmest status afhængig af sin forståelse og viden om egen art og sekundært om andres. Ud fra dette bestemmes, hvem der er Unge, Erfarne og Ældste i samfundet.

  • Viden bør holdes nært, da vores dybe sandheder også er vore svagheder.

  • Viden er vores største gave til dem, som klarer sig bedst i samfundet, så de kan stige deri.

  • Deling af Viden til mennesker bør straffes hårdt.

  • Deling af Viden med Jægere bør straffes med hårdest tænkelige straffe.

  • Deling af Viden om egen art til andre arter bør straffes mildt. Den, som er snu nok til at tiltuske sig viden, får ingen straf, men han, som villigt deler af sine hemmeligheder til udenforstående, bør modtage belæring af sin Ældste.

 

Lov 3: Territorier og Fogedens ret

  • Alt land med potentiale for gode jagtmarker for overnaturlige skal inddeles i territorier.

  • Et territorium må overtages med alle midler, der ikke bryder loven, og bestyres af enhver Overnaturlig, som er en del af Tusmørkesamfundet uanset alder.
    Overtagelsen sker ved at finde områdets Nøgleperson, som har adgang til eller respekt fra stedets øvrige menneskeborgere, og få vedkommende i sin hule hånd med trusler, vold, bestikkelse eller diplomati.

  • Den, der slår en Nøgleperson ihjel og destabiliserer samfundets jagtmarker, bør straffes.

  • Ethvert territorium skal bestyres af en Foged, når det først er indtaget.

  • Titlen ’Foged’ kan besiddes samtidig med en anden Titel i samfundet.

  • For at jage på et Territorium, der er indtaget, skal man spørge om lov hos den pågældende Foged. At jage uden tilladelse i en Fogeds territorium er strafbart.

  • Det er fogedens ansvar at sørge for, at der ikke jages for meget på ét område, så menneskene fatter mistanke om overnaturlig aktivitet. Hvis Fogeden overbelaster sit område ved at tillade for mange Overnaturliges jagt, er dette strafbart.

  • Hvis der Jages på territoriet af ukendte parter, skal Fogeden melde det til Retsskyggen, så denne kan undersøge sagen nærmere. Herefter kan en retssag sættes op til dom hos Ravnerådet.

  • Alle har ret til en Rede i ethvert territorium. På Tusmørkeland må Tusmørkeborgere slå sig ned.

  • Det ligger i vores natur at strides og at være territoriale. Det står de overnaturlige frit at kæmpe indbyrdes om territorier, så længe loven overholdes.

 

Lov 4: Strid og Mord

  • Det er vores natur at strides, fysisk såvel som psykisk, da de fleste af os besidder et rovdyrs natur. Der forelægger ingen straf for at strides, skade eller konkurrere med nogen i samme aldersgruppe som en selv. Det er modpartens eget ansvar at få genoprejsning for en tabt strid eller anerkende sin plads længere nede i hierarkiet.
    Retfærdighed tages med magt, og sand magt kommer af Viden.

  • De, som er af ældre aldersgruppe, er i sin fulde ret til at sætte de yngre på plads med straf, hvis deres opførsel er utålelig eller dum.

  • Gentagende bevis for mangel på respekt over for sin arts Ældste er strafbart, så de yngre kan lære bedre. Det er den enkelte Ældste, der bestemmer, hvornår grænsen er nået, og den uvidende skal stå for dom.

  • De overnaturlige er allerede meget få i forhold til mennesker, og derfor bør Tusmørkeborgere ikke slå andre Tusmørkeborgere ihjel, da det sænker vores overlevelseschancer og antal. Tusmørkesamfundet bør stå sammen, trods sine stridigheder.

  • At slå en Overnaturlig ihjel, som ikke er en del af Tusmørkesamfundet, er ikke strafbart i sig selv, så længe man ikke bringer resten af Samfundet i fare ved sin handling.

Lov 5: De Ældstes og Ravnerådets rettigheder

De Ældste har overlevet længe nok til at lære samfundets hemmeligheder og bærer samfundets tungeste byrder. Disse punkter belyser deres ret og deres krav:

  • Hver af de fem overnaturlige arter med tilstrækkelig indflydelse i et område har ret til at repræsenteres i Ravnerådet med én Ældste. Disse Ældste har stemmeret.
    Hvis der er mere end én Ældste af samme art i samme område, skal de Unge og Erfarne artsfæller udpege hvilken af de Ældste, som har artens stemme i Rådet.
    Enhver Ældste har ret til at overhøre et Rådsmøde og har taleret.

  • Der skal udvælges en leder af Ravnerådet, kaldet Ravnenes Herre blandt rådets medlemmer. Denne vælges ved offentlig afstemning blandt de af samfundets borgere i området, som har en officiel titel: Ældste, Fogeder, Herolden, Retsskyggen og dennes tre Blodhunde, Slørets Mester og dennes tre Vævere. De Ældste, som stiller op til titlen, har ikke selv stemmeret i valget.
    Ravnenes Herre har altid to stemmer i Rådet og kan vælge at give den ene stemme ud til en Borger, der repræsenterer en mening, som Ravnenes Herre i en given situation vil respektere.

  • Et Tusmørkeråd skal have en Herold. Denne skal udvælges blandt de Unge og vælges af de Unge, da herolden vil fungere som de Unges talerør til de Ældste. Herolden har taleret i Ravnerådet og til deres møder. Herolden skal sende beskeder fra Ældsterådet til individer i samfundet. Har Ældsterådet travlt, bør de, som søger audiens hos det, gå igennem Herolden.

  • Enhver Ældstes ansvar er at stå til rådighed for de Unge og Erfarne af sin art, når de søger vejledning.

  • Ældsterådet har til ansvar at tilføje lokale love til dette sæt, så loven passer overens med områdets og De Overnaturliges bedste.

  • Ethvert lovforslag stillet af en Erfaren skal tages til overvejelse af de Ældste.

  • Det er De Ældstes pligt at nedfælde dom over Overnaturlige, som bryder loven.
    I domsafstemninger har Retsskyggen også en stemme, da denne er ansvarlig for bevisførelse og kender sagen bedst. Hvis der er tale om en dom over Slørbrud, skal Slørets Mester også have en stemme.

  • Slørets Mester og Retsskyggen har altid taleret, når Ravnerådet mødes.

  • Ravnerådet bestemmer, hvornår der er valg til titler.

Lov 6: Retsskyggen og dennes rettigheder

  • Retsskyggens ansvar er at hjælpe med at opklare alle brud på disse love og mysterier, som vedrører de overnaturlige, og vurdere, om de bør føres til en retssag for Ravnerådet. Det er også Retsskyggens opgave at indhente mistænkte eller de, som er bortløben fra rettergang. Retsskyggens øjne og sind bør være skarpe, således at flest mulige beviser kan føres frem for de Ældste, inden de dømmer.

  • Retsskyggen skal vælges iblandt De Erfarne. Det er de Erfarne selv, som vælger Retsskyggen.

  • Retsskyggen skal selv udvælge op til tre Blodhunde, hvis ansvar er at bidrage til Retsskyggens efterforskning. Disse skal bestå af én Erfaren og to Unge.

  • Retsskyggen må med velbegrundet mistanke og tilladelse fra Ældsterådet kræve at lære placeringen af en overnaturlig Rede og gennemsøge denne, hvis der er mistanke om, at der er beviser på lovbrud.

  • Retsskyggen har ret til at erklære ”Den Hvide Jagt” på en Overnaturlig eller et menneske. Det betyder, at hele samfundet opfordres til at finde denne person og bringe vedkommende levende tilbage til Retsskyggen. Den, der klarer opgaven, får en enkelt lille tjeneste fra Retsskyggen, for samfundet husker tro tjeneste.

 

Lov 7: Slørets Mester og dennes rettigheder

  • Slørets Mester har til ansvar at dække alle brud på Sløret, som indberettes til denne. Det er derfor vigtigt, at Slørets Mester kan tænke snarrådigt og ikke frygter blod på sine hænder.

  • Slørets Mester vælges blandt de Erfarne af Ravnerådet.

  • Slørets Mester skal selv udvælge op til tre Vævere, hvis ansvar er at bidrage til at reparere Sløret. Disse skal bestå af én Erfaren og to Unge.

  • Hvis Slørets reparation kræver ekspertiser, som hverken Slørets Mester eller dennes Vævere besidder, må Slørets Mester bruge Samfundets andre Unge til sit arbejde i bytte for en lille tjeneste. I sådan et tilfælde er det strafbart at nægte, for det er at nægte at hjælpe samfundet.

 

Lov 8: Udskud

  • En Tusmørkeborger kan dømmes til titlen ”Udskud” af Ravnerådet som straf for ugerninger mod samfundet og brud på disse love. Denne titel er Samfundets svar på menneskenes ”Samfundstjeneste”.

  • Titlen som Udskud indebærer, at enhver Borger med en samfundstitel må kræve at bruge vedkommendes ressourcer og evner uden, at Udskuddet kan bede om en tjeneste til gengæld.

  • Udskud må ikke bære andre samfundstitler, før Samfundet atter ophæver titlen, når Udskuddet igen har bevist sit værd.

  • Et Samfund bør ikke have mere end fire Udskud. Opstår et femte Udskud, bør Samfundet overveje, om det er i dets eget øje, at bjælken står, når så mange fejl kan forekomme under vågne blikke.

 

Lov 9: Stedfortræderens bud

Enhver Tusmørkeborger med en titel skal udnævne en stedfortræder, som kan overtage dennes arbejde, hvis vedkommende ikke er til stede ved en Tusmørkeforsamling eller skulle risikere at dø.

  • De Ældste i Ravnerådet skal udpege en stedfortræder fra deres egen art, som vil påtage sig deres plads i Rådet ved den Ældstes fravær. En stedfortræder har taleret, men ikke stemmeret med mindre denne også er Ældste.

  • Alle titelbærere skal udpege en stedfortræder. Denne skal være i samme aldersgruppe, som dem selv. Hvis ikke en titelbærer har udpeget en stedfortræder, vil de Ældste i Ravnerådet vælge en stedfortræder i vedkommendes fravær.

  • Stedfortrædere forventes at varetage titelbærerens ansvar i titelbærerens fravær. Stedfortræder er dog ikke en aktiv titel og giver ikke nogen rettigheder, med mindre den egentlige titelholder ikke er til stede.

  • Hvis døden er årsag til udeblivelse, skal Stedfortræderen besætte titlen indtil næste valg af titlen. Kun hvis både den udvalgte titel og stedfortræderen dør, vil der blive afholdt et nyt, officielt utidigt valg for den resterende periode.

Lov 10: Hybridernes Bud

Hybrider er Overnaturlige, som er en blanding af flere overnaturlige Arter. Hybrider har brug for at stille mere sult end almindelige Overnaturlige og er oftest mere ustabile. De er derfor en byrde for samfundets jagtstruktur og ressourcer.

  • Det er strafbart at skabe en Hybrid uden tilladelse fra en Ældste fra hver af de to involverede arter.

  • Hybrider mister sit tilhørsforhold til en Art og vil herefter anses som Outsider.

 

Straffehåndbog

Da de overnaturliges antal er få i forhold til menneskers, opfordres Rådet til straffe, som ikke sænker vores mandtal. Derfor går straffe på først at fratage alt andet end livet; venner, familie, ejendom, titel, helbred og værdighed - indtil denne ikke har andet at miste end sit ynkelige liv. Dette er Tusmørkesamfundets vej.

  • Fratagelse af Alder: En stærk lovovertrædelse kan medføre, at den dømte for en tid skal regnes af sine medborgere som yngre, end denne er, og dermed kan vedkommende ikke bære de titler eller fordele, som er alderen værdig.

  • Fratagelse af menneskelige ankre: Den dømte skal miste noget fra den menneskelige verden: Et familiemedlem, en indtægtskilde, en Rede, et våben, en Træl, bytte, dennes indflydelse, spioner, soldater eller andet, som giver den dømtes liv værdi eller binder denne til sin menneskelighed.
    Enten skal den dømte selv udslette sit anker, eller også skal Retsskyggen og dennes blodhunde gøre det.

  • Fratagelse af titel: Den dømte skal miste den titel i Samfundet, som denne har arbejdet sig op til, og der skal afholdes et nyt valg til titlen.

  • Fysisk straf: Fysisk skade på lovovertræderens krop, evt. med varige mén.

  • Mental straf: Fratagelse af minder eller psykisk belastning skabt af overnaturlige evner.

  • Forbandelse: Lovovertræderen idømmes at få pålagt en overnaturlig forbandelse for en vis rum tid eller permanent.

  • Udskud: Lovovertræderen idømmes titlen ”Udskud”, som indbefatter hårdt arbejde, der skal udføres frivilligt.

  • Sult: Lovovertræderen dømmes til at sulte, og må ikke jage for en tid. Det forventes, at denne finder desperate midler til at holde sig selv i kontrol for ikke at bryde med Sløret.

  • Midlertidig Udstødelse: Den dømte skal efterlades af sine Artsfæller i en tid. Dette kan være timer såvel som uger. Det symboliseres ved, at lovovertræderen sætter sig på jorden, hvorefter dennes artsfæller stiller sig i en cirkel omkring vedkommende. Artsfællerne erklærer én ad gangen, at de udstøder den dømte i en bestemt tidsperiode, og hvorfor personen er uværdig for dem. Herefter vender de ryggen til denne. I den kommende tid skal artsfællerne ignorere den dømte og må ikke hjælpe vedkommende. Den dømte kan ansøge om at blive taget imod af Outsiderne i tidsperioden.

  • Underkastelse: Den dømte skal gå på knæ foran den/dem, som vedkommende har forbrudt sig imod, vende ansigtet mod jorden og blotte sin hals og sine håndflader i underdanighed, mens han offentligt undskylder sin gerning.

  • Den Røde Jagt: Den største straf for den ultimative og helt igennem utilgivelige handling. En Borger udstødes af hele Tusmørkesamfundet. Bagefter opfordres alle Borgere til at jage en tidligere broder eller søster vildt igennem byen for sin ugerning. Lovovertræderens liv, krop og ejendele tilfalder den, som fanger og henretter vedkommende og bringer hovedet tilbage som bevis på dennes død.

Add your own content here. Click to edit.

bottom of page