

Stjernefaldet
I marts 2023 faldt en stjerne fra himlen. Ikke et af de der små stjerneskud, som tegner en sart steg over nattehimlen, men en brølende komet, der lyste nattehimlen op og gjorde nat til dag i to lange minutter.
Menneskene efterforskede frugtesløst hændelsen, men fandt hverken rester fra nedfaldet eller optagelser af kometens bane mod jorden.
Men alle overnaturlige så det. De vågnede fra søvn og følte sig trukket udenfor af en fremmed kraft for at se stjernens lys. Den hviskede til dem på fremmede tunger, og selvom budskabet var ukendt, pressede tårerne sig på. Fra stjernen lød et hjerteskærende ekko fra to mænd, der skreg, og en barnestemme, der sang - indtil deres stemmer brændte op med kometen og dens sidste lys. Hekse og fefolk mærkede en sten lette fra et overbebyrdet hjerte, mens de andre overnaturlige mærkede en øget vægt på deres - og begyndelsen på en snigende frygt. De kunne alle mærke forandringerne, som nu var på vej.
Stjernefaldet markerede en ny begyndelse for menneskene i Danmark. Allerede dagene efter begyndte uro at brede sig over landet som en steppebrand. Det startede som et pludseligt oprør mod institutionaliseret religion - og uroen ledte i den efterfølgende tid til utallige forsøg på at afbrænde kirker, klostre, synagoger og moskeer. Menneskene begyndte at vende sig mod sine største religioner, og de troende er nu blevet et jaget folkefærd, nedgjort af medierne og frataget magten fra politiske instanser. Imens er en bølge fra de gamle, “hedenske” trosretninger trendet og vokset over hele verden - særligt ledt an af den smukke SoMe-celebrity “Red”. I de her dage er det særligt spørgsmålet “Hvad sker der egentlig, når vi dør?”, der fylder i mange menneskers liv. Det debatteres af forskere og troende i fjernsynet, avisklummer og i radioen… og måske lige dét spørgsmål faktisk er mere relevant nu, end hvad det nogensinde har været før.
Stjernefaldet markerede også en ny begyndelse for alle Danmarks overnaturlige. Samme nat som Stjernefaldet forsvandt de fleste fefolk fra Danmark. De forsvundne er ikke vendt tilbage, og de tilbageværende kæmper febrilsk for at fastholde deres tidligere magt og status. Heksene har til gengæld rejst sig sammen med deres hedenske guder, og nogle amerikanske hekse er endda begyndt - ligesom “Red” - offentligt at sige, at de er hekse og magiske. Engang var heksene forfulgt, men nu er de nærmest tilbedt, og det fordrejer magtbalancen i både verden og Tusmørkesamfundet til deres fordel.